Efter to uafgjorte kampe mod Frankrig tidligere på sæsonen – begge gange har Danmark vundet på straffe – lykkedes det i aften for de rød-hvide at vinde i ordinær tid over franskmændene. Frederikshavns Jesper Jensen blev matchvinder for Danmark i 3-2-sejren.
Første periode var rent ud sagt en værre gang ballade, hvor franskmændene tilsyneladende så sig noget onde på de rød-hvide, efter at Morten Madsen tidligt i kampen havde plantet en alt før høj stok på munden af en modstander.
Et minut senere gik Stephane Da Costa alt for voldsomt i ryggen på Nichlas Hardt, og tilskuerne i Vojens kunne pludselig se et meget uvant syn, da både Mads Bødker og Morten Green endte i et større slagsmål. Da Costa og flere franskmænd blandede sig, og handsker blev smidt. Mads Bødker fik flået trøjen af, men det hele endte ganske overraskende ikke med en eneste badebillet.
Sådan vil en tilsvarende situation næppe blive tacklet ved det kommende VM.
Så kom målene. Franskmanden med det pudsige navn, Kevin Hecquefeville, bragte franskmændene foran, men Morten Madsen udlignede hurtigt, og periodens højdepunkt kom, da Kim Staal, Mads Christensen og Mikkel Bødker kombinerede sig til et glimrende 2-1-kontramål.
Det ligner en yderst spændende VM-konstellation med Staal og de to hurtige folk.
Jesper Jensen nåede også i en større clinch med Luc Tardif, inden første periode var overstået, og da Jesper Damgaard var blevet hyldet behørigt i første pause, kunne de 1429 tilskuere overvære en anden periode, der langt fra var så tough som de første 20 minutter.
Julian Jakobsen havde periodens bedste mulighed, da han blev sat op af Morten Madsen fem minutter før pausen. Den tidligere Esbjerg-målmand Fabrice Lhenry fik lige nøjagtig blokeret. Et par minutter senere var Mikkel Bødker, i øvrigt fint spillede, på spil, da han fik spillet Jesper Jensen – frederikshavneren – fri. Vincent Bachet fik hooket Jensen lige nøjagtig, inden danskeren fik afsluttet, og så blev det ved 2-1 efter en ikke alt for begivenhedsrig anden periode.
Mads Bødker og Philip Hersby så ikke alt for skarpe ud, da franskmændene udlignede fem minutter inde i slutperioden. Eller også var det blot NHL-aktuelle (fire kampe i sæsonen for Ottawa Senators) Stephane Da Costa, der var knivskarp, da han snød de to danskere og derefter Frederik Andersen i et knivskarpt ryk.
2-2 og det lignede endnu en uafgjort mellem to jævnbyrdige nationer, inden Jesper Jensen med fem minutter igen var på plads inde foran målet efter forarbejde af Michael Eskesen og Mikkel Bødker. 3-2 og samme Bødker blev velfortjent kåret til Danmarks bedste spiller. Han ligner en gevinst ved den kommende VM-turnering.